Fem som søger

 
blogoversigt_01.png
 

De sad omkring bordet. Fem meget forskellige personer, men med en fælles mission. Klokken slog otte og småsnakken forstummede og afløstes af en forventningsfuld stilhed. PULOLANGO! Lød det så. Enstemmigt, nærmest højstemt … mødet var i gang.

De mødtes altid hos Botanisten. Det var et øde sted og fra det lille fyr, var der udsyn til alle sider. Selvom der ikke var noget lyssky i det, de foretog sig, var de alle enige om, at det var bedst sådan. Hemmeligt – diskret.

Søfareren, en robust mand med saltsprængt hår og lyse solrynker i et vejrbidt ansigt, havde som ofte før kastet anker i den lille vig og var roet det sidste stykke ind til den smalle, stenede strand med den stejle, vakkelvorne stigeanordning, der førte op til fyrets plateau. En snarrådig herre, var han, altid med en strategi for hurtig tilbagetrækning til sin ”blå baglomme”, hvis det skulle blive nødvendigt. Han havde før haft brug for det.

Anderledes var det for Arkivaren. Han var kommet tidligt som han havde for vane, fordi han foretrak at rejse i mørke, når han en sjælden gang følte sig kaldet væk fra sit arkiv i kælderen under museet i den store by, og det var sjældent. Han var fremme i de tidlige morgentimer, forpustet og godt træt i sine korte ben og var straks tørnet til ro i den til lejligheden under loftet monterede hængekøje. Her kunne han sove dagen væk, indtil det beroligende tusmørke – og med det de andre – indfandt sig.

Botanisten hørte den lette snorken, da hun stod op tidligt om morgenen og smilede for sig selv. Alt var som det skulle være. Hun gik sin sædvanlige morgenrunde i haven. Puslede lidt mellem krydderurterne og plukkede små skud med frisk morgendug. Det her var det bedste tidspunkt på dagen. Stadig køligt, men med en bleg sol, der lovede varme senere. Måske kun overgået af skumringstimen, hvor blomsterduftene syntes at forstærkes og folde sig ud i en sand symfoni. Hun behøvede heldigvis ikke at vælge, besluttede hun, mens hun dygtigt sammensatte en kompleks morgen-te til sig selv.

En halv time før mødet hørtes faste skridt i gruset og et par gule snørestøvler dukkede op på dørtrinnet. Eventyreren var ankommet. Med slidt vadsæk over skulderen og klare øjne, der tog alting ind, hilste hun på de allerede ankomne, mens hun med en rask bevægelse skubbede en rød hårtot om bag øret og knappede sin store overfrakke med de mange dybe lommer op. En ting eller to rullede ubemærket ud af frakken og ind under bordet.

Så manglede kun Han-som-kalder-sig-poeten. Det var stadig lidt uklart for de andre, om han var poet eller ej. Faktisk var han lidt af et mysterium. Informationer ramte hans hjernebark som en prisme, og gav ham en sjælden indsigt i mange ting. Han var som regel iført en kappe der, alt efter humør, vendte det farvede for ud eller ind. Og som en anden tryllekunstner kunne han ankomme og forsvinde lydløst. Det ene øjeblik var han der ikke, det andet sad han veltilfreds og med et gådefuldt smil lige ved siden af én, som var det hans største fornøjelse at spille én et puds.

 
Anette Schmidt