Den sørgmuntre fisk

Den sørgmuntre fisk synger med sin melankolske stemme om tabte drømme og ting, der aldrig blev. Men pas på, at den ikke stjæler dine tårer med ned i oceanernes mørke dyb.

Søfareren hørte første gang den sørgmuntre fisk, da han sejlede på det smaragdgrønne ocean. Han satte med det samme alle sejl til, for vil man undslippe en sørgmunter fisk, skal man være både heldig og have en venlig vind i ryggen.

Ingen har nogensinde fanget en sørgmunter fisk, og kun få øjenvidner har berettet om, hvordan den ser ud. I gamle kilder beskrives en usædvanligt stor lilla fisk med et trompetformet snude og store lukkede øjne. Kroppens overside reflekterer solen i regnbuefarvede striber, og en grøn vifteformet rygfinne kan ses lige før fisken sprænger vandoverfladen med snuden vendt mod himlen i sang. Når fisken er i spring kan man, hvis man er hurtig, få et kig til bugen, som er lys perlemor med gyldne pletter, der ved nattetide ses som lysende striber i vandet langt, langt nede.

Man hører altid den sørgmuntre fisk længe før man ser den – selv med den stærkeste kikkert – men den er hurtig og kommer den ens vej forbi, vil dens melankolske toner trænge helt ind i ens allerinderste, indtil der ikke findes andet end resonansen fra et langt livs sorger. Fri for tårer går kun de unge og de enfoldige, og det fortælles, at garvede søulke græder farven ud af øjnene, og at tårerne over de ting, der ikke gik i opfyldelse fylder det smaragdgrønne ocean og bliver til farlige malstrømme, som alle havets folk frygter mere end den sørgmuntre fisk selv.

Det var Arkivaren der ved et tilfælde faldt over en beskrivelse af den sørgmuntre fisk, og det var i samme skrøbelige dokument, han med besvær fik tydet den udviskede skrift om, hvordan man kunne vende fiskens triste toner.

På Arkivarens råd stoppede Søfareren derfor, en fin lille stofpose med tørret lavendel i hvert øre, når han hørte fisken komme. Blomsterne kom fra Botanistens have og var høstet når nymånen faldt på lige datoer ­– nøjagtigt, som teksten beskrev det. Lavendelduften sendte ham altid tilbage til lange, dovne sommeraftener ved fyret.

Lavendlerne dæmpede ikke lyden af den sørgmuntre fisks sang – det er der intet der kan. Men når lyden blev filtreret gennem de små, lilla blomster i øregangene, ændrede den sørgmuntre fisks sang karakter.

Fra insisterende tristesse, forvandlede tonerne sig i stedet til den smukkeste symfoni af blide harper, ringlende bjælder og klokkeklang. Musik der med ét slag gør feje mænd modige og triste mænd lykkelige.

Måske fælder man derved en enkelt klar tåre. Men denne tåre bliver ikke til en malstrøm, men forvandler sig i stedet til et lille blus, der hænger over skibet og beskytter det og dets besætning indtil næste havn.