Myten om det store blå
Det var knap daggry. Timen, hvor natten med de sidste kræfter holder verden fast i sit tyste greb. Men lige under stilheden var der en lyd. En svag raslen, så et hurtigt dap-dap af bare fødder, der landede på et gulv.
Han havde haft en drøm. En drøm om noget han ikke forstod, men som var så stort og uendelig vidunderligt, at han med strålende øjne måtte afsted. Næsten lydløst – stadig i nattøj – løb han på bare tæer ned ad trappen og ud ad den skæve hoveddør i det lille hus ved foden af det store bjerg. Han fandt stien og med fjerlet hjerte tog han de første skridt op ad den stejle skrænt.
Den første han mødte på vejen op, var den snarrådige ræv. ”Hvor skal du hen,” spurgte den. ”Op,” svarede drengen. ”Men hvorfor dog?” spurgte ræven. ”Fordi det blå venter,” svarede drengen, og så var han videre og ræven stod undrende tilbage.
Den næste han mødte, var den vagtsomme hare, som stod og tyggede på en stor tot græs. ”Hvor skal du hen,” spurgte den med munden fuld. ”Op,” svarede drengen igen. ”Er der græs deroppe,” spurgte haren. ”Nej,” svarede drengen. ”Kun det store blå”. Haren vippede lidt med sine lange ører, som om den forstod og var interesseret selvom den hverken gjorde eller var, men det så drengen ikke. Han var allerede videre.
På et klippestykke, der tvang det sidste af stien til at bøje af, stødte drengen på den årvågne ravn. Den sad stoisk i sin mørke fjerdragt og ventede på ham, og den skræppede hæst: ”Hvor skal du hen, dreng?” Stien var stejlere nu end nogensinde, og luften føltes som skulle den trækkes ned i lungerne gennem det tyndeste siv, så drengen formåede kun forpustet at henånde ordet ”blå-hhh”. ”Raaargh” skreg Ravnen. ”Hvad er blå, dreng?” ”Du får se”, fik han frem.
Så løb han videre ad stien, som nu nærmest ikke længere var nogen sti, men det betød ikke så meget, for kun sten og enkelte tørre strå var tilbage, så han kunne nemt finde det sidste stykke vej, og han nåede toppen, netop som de første solstråler farvede verden gylden.
”Hvad laver du her i det højeste høje, dreng?” spurgte den opgående sol. ”Jeg havde en drøm om det store blå”, sagde drengen, og du skal løfte mig derop. ”Hvor op?” spurgte solen. Op i himmelhvælvet, svarede drengen, som om det var det naturligste i verden. Solens varme stråler rakte et kort øjeblik faretruende ud efter drengen men trak sig så lidt tilbage. ”hvorfor skulle jeg dele himmelhvælvet med dig, lille dreng”? Spurgte den i stedet.
Og så fortalte drengen om sin drøm om blå. Om blå som det smukke bagtæppe for solen på sommerens varme dage. Om den dybe blå, når de første stjerner bryder frem på himmelen i solens fravær, og om det blå, der som en særlig fryd for øjet spejler sig i hav og søer og får dem til at glitre så smukt. Han malede så skønne billeder med sine ord, at solen måtte knibe en tåre af bare rørelse og den gik med til at løfte drengen op til sig. ”Men du må love mig, dreng, at jeg stadig er nummer et” sagde den. Blå må holde sig i baggrunden, når jeg er der.” og det lovede drengen.
Solen tog ham i sin favn, og i samme nu kunne han se ned på verden under sig. Han kunne se ravnen og haren og ræven og det lille hus ved foden af bjerget men også så langt øjet rakte. Hele verden stod åben heroppe i selveste himmelhvælvet.
Og drengen forstod da, at det var ham, der var blå. I alle dens toner, i alle dens afskygninger og han lo fornøjet … hans blik søgte forbi horisonten. Han havde allerede næsten glemt det lille hus med den skæve dør ved foden af bjerget, men daggryet skinnede svagt ind ad vinduet på en lille tom seng.
