100-års-skovens hemmelighed

Eventyreren stoppede op og kiggede sig omkring med klare, vågne øjne. Det var knapt daggry og en tæt tåge mellem træerne gav skoven et forhekset skær og hende en følelse af at være helt alene i verden.

Men det var hun ikke. Noget flaksede og en lyd som en trompet brød brat stilheden.

Eventyreren fik et kort glimt af gult, så var det væk igen, men hun justerede hurtigt og lydløst retning og vendte snuderne på de solide læderstøvler en anelse mere mod syd-øst ifølge hendes trofaste lommekompas, som altid beboede hendes venstre brystlomme.

Hun havde været undervejs i skoven i flere uger, men først i går var hun stødt på, hvad hun antog var en slags landgående fugl. Hun havde dog stadig kun set den i glimt.

Et strut af gule halefjer, et stort kroget næb som en moden banan … og så naturligvis lyden. Hæs, trompetagtig, gennemtrængende og af en eller anden grund en lille smule komisk, hvilket havde fået hende til ubevidst at trække lidt på smilebåndet.

Måske var det netop lyden der, efter en pludselig indskydelse, havde fået hende til vagtsomt at følge efter på afstand og til tålmodigt at tilbringe natten på en solid gaffelgren i nærheden af stedet med de store luftrødder, hvor det lille gule væsen havde lagt sig til ro efter omhyggeligt at have dækket sig til med visne blade fra skovens bund.

De sidste tanker Eventyreren registrerede inden hun selv faldt i søvn var, at hun endnu engang havde handlet på rent instinkt i sin søgen efter Pulolango.

Nu var det morgen og næsten lydløst satte hun nu foden foran den anden i den i tågen usynlige, men svampede skovbund i retning af fuglevæsenets små lyde og lejlighedsvise trut, og på den måde trængte hun længere og længere ind i endnu uudforskede dele af 100-års skovens dunkle grønne.

Efter nogle timers forsigtig efterfølgelse begyndte Eventyreren at få en underlig fornemmelse af, at det måske ikke så meget var hende, som fulgte efter fuglevæsenet men mere fuglevæsenet som ledte hende. Hun kunne ikke sætte fingeren på hvorfor, men heller ikke slippe følelsen nu, hvor tanken var tænkt.

Omsider dukkede en lysning op ret forude. Tågen fra om morgenen var lettet og et klart lys filtrerede ned igennem den tyndere bevoksning. Eventyreren satte ivrigt farten op uden tanke for at hun halede mærkbart ind på fuglevæsenet, og så stod hun der pludselig.

I en cirkelrund lysning i tusind farvenuancer så hun for første gang fuglevæsenet i fuld figur. Stor og med venlige øjne, gul som en kanariefugl, med lysere kalvekrøs på brystet og hvide mamelukker på de blå ben. Hun noterede sig også de usædvanlige luftfodpuder, som havde sat ukarakteristisk svage spor for dens størrelse i den våde skovbund.

Med et afsluttende TRUT! Forsvandt det underfulde væsen fuldstændig lydløst ind i skoven, og eventyreren bemærkede først nu rigtigt de farverige botaniske vækster omkring hende.

Ulig noget hun før havde set og spredt på jorden, lå noget der lignede små farvede kokoner som ved nærmere eftersyn viste sig at være papirtynde foderaler med frøkapsler i alle regnbuens farver. Nogle af dem var bristede og frø var faldet ud og havde sået sig selv. Med tiden havde de bredt sig og dannet den usædvanlige farvestrålende og fremmedartede blomstereng, som omgav hende.

Eventyreren var tryllebundet og forsigtigt, forsigtigt begyndte hun omhyggeligt at registrere og indsamle, hvad hun fandt.