De forlagte pulolypper

topbanner_blog.png

Nætterne tilhørte Arkivaren, som til hver en tid foretrak de mørke, stille timer, når verden var i ro med sig selv ...

Forleden var han faldet over et gammelt jalousiskab i bunden af gang 21z-28B. Skabet trak skævt i jalousien og stod derfor halvt åbent. Det havde stået godt gemt bag kasser med gamle ringbind, cirkulationskuverter med mørke skjolder og telefonbøger for perioden 1968-72. Der var noget uorden ved det skab.

Arkivaren havde et godt sovehjerte, og hans faste rutine var at sove fra daggry til museet lukkede. Så stod han op, rullede sin hængekøje sammen, og nød et af de særlige knækbrød med hul i midten, som en bekendt samvittighedsfuldt sendte ham sirligt indpakket. Knækkede knækbrød til kaffen tog ligesom lidt af fornøjelsen. Så kunne nattens arbejde i arkivet begynde.

pulolypper.png

Men nu kunne arkivaren ikke sove. I flere dage havde han ikke kunnet sove, og på trods af, at han omhyggeligt havde stoppet væguret ud med vat, vågnede han trofast til den dæmpede lyd fra klokkeværket, når viserne nåede 12 middag. Som om nogen eller noget havde kaldt på ham i drømme. 

5-dagen besluttede han, meget imod sine principper, at trille ud af hængekøjen og tage hul på dagen ukarakteristisk for tidligt. På vej ud for at fylde kedlen, slukkede det automatiske lys. For enden ad gangen havde han i går skubbet kasserne omkring ”det uordentlige skab” til side, og nu udsendte skabet et svagt lys, der langsomt pulserede fra blåt, til rødt, til grønt. 

Arkivaren var ikke en modig mand. Med kedlen i strakt arm, så bunden agerede skjold, nærmede han sig den halvt åbne låge. Han bukkede sig ned og kiggede ind, næsetippen først. I en kasse i skabet stod tre polyplignende vækster, og det var fra dem, det farvede lys udsprang. 

Således forsikret om, at dette var inden for hans sædvanlige domæne af dokumenter og objekter, satte Arkivaren kedlen fra sig og løftede kassen ud på gulvet. Nu var det som om objekterne sang som små bjælder, der spillede en luftig, fremmedartet melodi. Arkivaren fandt mærkesedlen på siden af kassen.

Koraller
Nummer
A19904
Fundsted Formodentlig Myanmar
Indleveret af/år Ukendt/1956
Anvendelse Ingen, naturfænomen

Han åndede ud med en lille irritabel lyd, overbevist om, at han havde fundet endnu en fejlarkivering. Senere ville han kontakte de andre, for disse tre objekter var absolut ikke fra Myanmar, men fra Pulolango.

finis.png
Anette Schmidt