Lunefulde parykhatte
Han ser dem, når han sejler på de allerdybeste vande i Purpurhavet, men kun når søen er rolig. Parykhatte, kalder han dem, men måske de også har andre navne.
Ud af det blå ligger de der, små kolonier af, hvad der ligner kæmpe hårtoppe i alle mulige farver. Som røgringe fra en piberyger, udsender de klare, kunstfærdige sæbebobler, som forestiller alt fra havfugle til smukke kvinder inden de brister og er væk igen.
Nogle parykhatte har strithår, andre er sirligt vandkæmmede. Nogle er pyntet med tingeltangel fra havet – en gammel åre, et rustent anker, en sjælden konkylie. Andre igen har lange fletninger, som man skal passe på ikke at få filtret ind i roret.
Det skete engang for søfareren. Med en øresønderrivende hvinende lyd som fra 1.000 ustemte violiner, kom der i stedet for fredelige bobler en tæt sky af skum som på et øjeblik indhyllede skib og besætning fra køl til mast i et gevaldigt skumbad. Det lå tæt om skibet i mange timer. De kunne intet gøre, andet end at vente og håbe på, at skummet ville lægge sig. Da det endelig gjorde, var det blevet mørkt og parykhattene var forsvundet – men et stykke af fletningen sad tilbage i roret. Det var et farligt og besværligt arbejde at få den fri.
Der går mange historier om gemte skatte og fortabte sømænd, når snakken falder på parykhatte og måske er det sandt, at de gemmer på ukendte rigdomme.
Sandt er det i hvert tilfælde, at mange har været fristede til at gå i land på de venligt udseende bobleblæsende øer, måske bare for at få fast grund under fødderne efter mange, lange dage på søen, men det kan nemt blive det sidste man gør i denne verden.
Lige så uskyldige parykhatte ser ud fra afstand, lige så forræderiske er de, hvis man forsøger at gå i land på dem, for man træder ned i det rene ingenting. Ikke sådan at forstå, at man får støvlerne fulde af vand. Nej, man forsvinder ganske enkelt. I fjerne havne findes der garvede søfolk, som, når de trækker op i buksebenet eller tager handskerne af, har hænder og fødder, som det klareste glas, men hårde som sten og så ved man, at de engang har forsøgt at gå i land på en parykhat.
Der er også historierne om de søfolk der er sunket helt ned i parykhattenes farvede hårpragt og aldrig er set igen. Måske er de figurer, der danser om parykhattene i roligt vejr disse ulykkelige sømænds tabte erindringer.
