Myten om de sorte æblers årti
Det var det år, hvor himmelhvælvets forårsblå bagtæppe i det spæde forår blev flænget af en blændende kugle, som blev hængende længe nok til, at folk stoppede deres arbejde for at kigge op på fænomenet.
Lige så brat som det var kommet, lige så brat forsvandt det igen, og selvom det var noget, man talte om i ugerne efter, vendte det mystiske fænomen ikke tilbage, ej heller så det ud til at have forvoldt nogen skade. Livet gik videre.
Men så skete det med æblerne, og folk begyndte at snakke om, om der måske alligevel var en sammenhæng … Det var hen på sommeren. Netop som de første æbler var på vej til at blive modne, gik de helt i stå.
De friske røde spiseæbler havde ikke deres sædvanlige fristende, blussende farve. De sprøde, grønne madæbler, som var så gode i krydrede retter blev triste og glansløse mens de særligt delikate ”petites-pommes” med den søde ferskenagtige smag, blev ukarakteristisk blege og syrlige.
Det var som om selve æblernes sjæl var blevet trukket ud af dem og de triste blege frugter hang livløse på grenene mens træerne så ud til at have trukket al saft og kraft tilbage til de dybeste rødder langt under jorden.
Ingen vidste deres levende råd, for hvem havde nogensinde oplevet eller hørt om noget lignende? Der var hverken utøj, tørke eller andre forklaringer på katastrofen og heller ingenting at læse i almanakken.
En morgen vågnede folk i dalen op for at opdage, at alle æbletræerne over natten havde antaget en mørk og uhyggelig kulør, som ingen rigtig havde ord for, men som var så dyb, at man havde en fornemmelse af at kigge ind i ingenting. Ingen ville derfor rigtigt kigge på de stakkels træer. Livløse - før så saftige æbler - lå som mørke indtørrede kugler for foden af hvert eneste træ. Ikke et insekt, ikke en fugl havde rørt dem.
Året gik på hæld, og det blev vinter. Træerne stod stadig livløse med dystre silhuetter mod vintersolen. Der blev hvisket om, at en forbipasserende rejsende, havde kastet et blik på et af de forandrede æbletræer og kaldt det sooorth. Det lød uhyggeligt, syntes de fleste, men det var på en måde rart at have et ord at sætte på, også selvom det var nyt.
Da foråret kom med den første varme, skelede alle spændt til de sooorthe træer men mens alt sprang ud, var der ingen skud på æbletræerne. Ikke ét. Året efter heller ikke.
Fem år gik, mange gav op og fældede deres sooorthe træer. Flere år gik, stadig uden forandring, og de allerfleste havde givet op, plantet blomme- eller pæretræer, der bar frugt og som havde løv, der blev grønt, gult og rødt med årstiderne.
Tilbage stod nu kun et par eksistenser i vilde hegn og ganske få gamle eksemplarer i haver hos standhaftige drømmere, som huskede følelsen, duften og smagen af æble, og de mindedes fine, hvide æbleblomster og blade, der drev i brisen.
10 år gik og så en tidlig forårsdag sås igen den lysende kugle på himlen, og folk frygtede det værste, for nu mente man at vide, at den varslede ilde.
Kun tre gamle æbletræer var nu tilbage og til alles overraskelse rygtedes det i dalen, at de pludselig var sprunget i blomst. Lysende hvide stod de tre træer og knejsede i al deres pragt, og det var som var de vokset til dobbelt størrelse over natten. De kunne ses på lang afstand, og om natten lyste de om kap med fuldmånen.
Balancen var genoprettet, og alt åndede igen fred og ro, men folk i dalen glemte aldrig, hvordan de første gang mødte farven sort.
